Lovgivningen omkring el-installationer er afgørende at kende til, for at vide, om boligen overholder gældende regler. Ulovlige installationer kan både udgøre en sikkerhedsrisiko og få konsekvenser forsikringsmæssigt. Her får du overblikket over, hvad der er tilladt, og hvad der kræver en autoriseret elinstallatør.
Hvem har ansvaret for el-installationer?
Ifølge elsikkerhedsloven er det ejeren, der har ansvaret for, at el-installationerne i boligen overholder sikkerhedskravene. Dette ansvar omfatter både de faste installationer som stikkontakter og afbrydere samt det elektriske materiel, der er tilsluttet. Når du køber en bolig, overtager du derfor også ansvaret for eventuelle fejl og mangler ved el-installationer.
Hvad må du selv lave, og hvad kræver autorisation?
Det meste arbejde på el-installationer skal udføres af en autoriseret el-installatør. Du må kun udføre el-arbejde, som ikke ændrer grundlæggende ved en installation.
Du må selv udskifte stikpropper, ledningsafbrydere og fatninger på lamper, så længe strømmen er afbrudt. Det er også tilladt at udskifte indendørs afbrydere og stikkontakter uden jord op til 250 volt, hvis der er tale om normaltæt materiel. Har din bolig en HPFI- eller HFI-afbryder installeret, må du også udskifte stikkontakter med jord.
Derimod er det ikke tilladt selv at opsætte nye stikkontakter, trække nye kabler eller lave ændringer i måler- eller gruppetavlen. Alt arbejde med udendørs afbrydere og stikkontakter skal udføres af en autoriseret elinstallatør.
Særlige regler for badeværelser og el-installationer
I badeværelser gælder særligt strenge regler for el-installationer på grund af den øgede risiko for elektriske stød. Alt arbejde med faste el-installationer i badeværelser skal udføres af en autoriseret el-installatør, da der gælder særlige tæthedskrav og sikkerhedsbestemmelser.
Krav til dokumentation og verifikation
Når en autoriseret el-installatør udfører arbejde, skal installationen verificeres, inden den tages i brug. Verifikationen omfatter eftersyn, afprøvning og rapportering. Dette er et lovkrav, der sikrer, at installationen er udført korrekt og opfylder gældende sikkerhedsbestemmelser.
Selvom der ikke er krav om, at dokumentationen skal udleveres til ejeren, er det en god idé at bede om den, så du kan dokumentere, at arbejdet er lovligt udført. Hvis du står og skal sælge videre en dag, kan du altid hive dokumenterne frem – her er bevis på eventuelle udbedringer eller generel kvalitetssikring, der kan være med til at hæve værdien af din bolig.
Ejerskifteforsikring og ulovlige installationer
Når du køber en bolig, er det vigtigt at være opmærksom på, at ulovlige el- og VVS-installationer kan gemme sig i boligen. Derfor kan det være en god ide at tegne ejerskifteforsikring, der dækker mange typer af skjulte ulovlige installationer, der er til stede ved overdragelse. Siden 2012 er der krav om elinstallationsrapporter i forbindelse med boligsalg, hvis du ønsker at tegne en ejerskifteforsikring. I denne rapport noteres det, i hvilket omfang bygningens el-installationer er funktionsdygtige og lovlige.
Ulovlige installationer kan være omfattet af den udvidede dækning i ejerskifteforsikringen, men det afhænger af de konkrete forhold. Hvis du opdager ulovlige installationer efter købet, kan det være muligt at rette krav mod sælgeren, især hvis denne ikke har oplyst om forholdene.
At udføre ulovligt el-arbejde kan have omfattende konsekvenser. Hjemmelavede løsninger har ofte været skyld i sikringsfejl og brand. Fejl i el-installationer kan også føre til elektriske stød.
Derudover kan ulovlige el-installationer få konsekvenser for din boligforsikring. Hvis der opstår en skade forårsaget af ulovlige installationer, kan forsikringsselskabet nægte at betale erstatning eller mindske dækningen betydeligt.
Gamle el-installationer og opdaterede krav
Vurderingen af en elinstallation skal tage udgangspunkt i de krav, som var gældende, da installationen blev udført. Men der er visse sikkerhedsmæssige krav, der gælder retroaktivt. Alle boliginstallationer skal i dag være suppleret beskyttet ved en RCD-afbryder, også kaldet HPFI- eller HFI-afbryder, med mærkeudløsestrøm på højest 30 milliampere.
Hvis din bolig ikke har en sådanne afbrydere installeret, skal den eftermonteres, selvom el-installationer ellers er ældre og tidligere har været lovlig.
Læs også:
