Vi kender alle følelsen af at være nyforelsket. Det kribler i maven, knæene føles som gelé, og man bliver helt varm i kroppen af at tænke på sin udkårne. Det første stykke tid i et nyt forhold er alting nyt og spændende. Man gør, hvad man kan, for hele tiden at overraske og imponere sin partner. Efter noget tid bliver det hverdag, og den første store forelskelse begynder at falme. Man mærker, at den gnist, der var i forholdets begyndelse, bliver mindre. Det er forskelligt fra forhold til forhold, hvor hurtigt der går, inden hverdagen tager over, men det er helt naturligt, at den første store forelskelse fortager sig med tiden. Man glemmer måske lidt, at det stadig er nødvendigt at arbejde for, at forholdet fungerer. Mange bliver bange, når forelskelsen fortager sig, og frygter måske, at forholdet skal gå i stykker. Nogle føler måske endda, at gnisten er helt væk og opgiver forholdet i stedet for at arbejde på at få mere romantik ind i hverdagen. At det skal komme så vidt, kan man dog sagtens undgå ved at yde en indsats for at holde liv i forholdet, selv efter det hele er blevet hverdag.
Romantik i hverdagen
Når man har været sammen længe, er det vigtigt at holde liv i forholdet, ved stadig at holde gang i romantikken og den gnist, der startede det hele. Man skal huske på, at et forhold kræver pleje. Derfor er det vigtigt at holde fast i nogle af de ting, man gjorde i starten af forholdet som for eksempel at overraske hinanden, give komplimenter, sende søde beskeder og give hinanden lidenskabelige kys. En anden vigtig ting kan være at blive ved med at date hinanden, selvom man er blevet kærester.
Date din kæreste
Mange vil måske mene, at når først man har scoringen i hus, er det ikke nødvendigt at gå ud på dates. Det er dog alligevel en god idé at fortsætte med at date, selv efter man er blevet kærester. Ved at arrangere dateaftener uden for hjemmets rammer, kommer man væk fra sine vante omgivelser og kan give slip på de ting, der fylder i hverdagen. Man kan lade skænderierne og bekymringerne blive derhjemme, og sørge for at nyde sin partners selskab. Når man er på date, er man tvunget til at tale sammen, og kommer ofte til at tale om andre ting, end hvis man sidder hjemme i sofaen, fordi samværet på en date er mere intens. Find inspiration www.erotikum.dk
Gør dig umage
Når man er blevet ramt af Amors pil og skal forsøge at score sin kommende partner, sætter man alle sejl ind for at imponere, og man gør sig umage i hele sin fremtoning – udseende, opførsel og opmærksomhed. Mange mennesker glemmer, at det stadig er vigtigt at gøre sig umage, efter man har vundet sin partners hjerte. Især udseendet er noget, mange desværre nedprioriterer, når det hele er blevet hverdag. Her kan dateaftenerne også være en god anledning til at gøre sig ekstra lækker for sin partner.
Grin sammen
Der er ikke noget, der kan bringe mennesker tættere sammen end smil og latter. Det samme gælder, når man skal holde liv i et forhold. Ved at have det sjovt sammen med sin partner, kommer man endnu tættere på hinanden, og det kan give ekstra liv til forholdet, hvis man tør være fjollede sammen. Det kan også være en god idé at prøve noget nyt og spændende sammen. Således kan man afprøve nye sider af sig selv og sin partner, og dermed lære hinanden endnu bedre at kende.