At købe en kørestol er noget som kun de færreste danskere har været nødt til at prøve. Det skyldes blandt andet, at der i Danmark kun er i omkring 50.000 kørestolsbrugere ifølge tal fra SUMH (Sammenslutningen af Unge Med Handicap).
Opstår der pludseligt et behov for at skulle finde en kørestol er man altså ofte på bar bund. De fleste starter med at søge lidt på Google, men erfarer hurtigt, at der stort set ikke findes nogle anmeldelser, tests eller vejledninger indenfor kørestole. Derfor har vi i denne købsvejledning samlet en række gode råd, så du bliver klædt bedre på til at træffe det rigtige valg.
Bemærk, at vi udelukkende kigger på manuelle kørestole, og at rådene således ikke gælder hvis du søger en eldreven kørestol.
1. Hvor stort er dit budget?
Kørestole fås i mange prisklasser. De laveste priser ligger omkring 1.500 kroner, mens de dyreste rullestole koster op omkring 10.000 kroner. Når du skal fastlægge dit budget skal du blandt andet tage højde for:
- Om kørestolen skal være sammenklappelig
- Den maksimale belastning som kørestolen bliver udsat for (dvs. hvor meget brugeren vejer)
- Om den skal bruges af en permanent kørestolsbruger eller om den blot er til lejlighedsvis brug
Læg et realistisk budget, men husk at tage højde for, at der ofte skal købes tilbehør efterfølgende. I mange tilfælde vil du både skulle købe en kørestolspude og en kørestolspose, og alene de to ting kan hurtigt beløbe sig til omkring 1.000 kroner.
2. Hvor tung må kørestolen være?
Kørestole fås i to forskellige materialer, nemlig stål og aluminium. Begge er solide materialer, som giver en god og robust kørestol – men vægten er væsentlig forskellig:
- En kørestol i stål vejer normalt omkring 20 kg.
- En kørestol i aluminium vejer normalt omkring 15 kg.
Når de fleste tænker på vægten af en kørestol tænker de samtidigt, at de jo ikke skal bære kørestolen, og at det er derfor ikke er så afgørende. For selve kørestolsbrugeren gør det imidlertid en stor forskel. Desto mindre den vejer, desto færre kræfter skal der nemlig til for at køre med den.
Aluminium er til gengæld et dyrere materiale end stål. En rullestol fremstillet i aluminium vil typisk koste fra 2.500 kroner og opefter, mens en kørestol lavet af stål fås fra bare 1.200 kroner.
3. Kig grundigt på indstillingsmulighederne
Fordi man netop tilbringer så mange timer dagligt i en kørestol er det afgørende, at den har en række forskellige indstillingsmuligheder:
- Benstøtterne skal kunne justeres i højden, og det er endvidere en fordel hvis de kan drejes ud til siderne. På den måde bliver det lettere at sætte sig i kørestolen.
- Kørestolens armlæn skal kunne reguleres i højden
- Klapbare armlæn er en fordel, da du så kan sætte dig sidelæns over i kørestolen. Det gør det f.eks. muligt at flytte sig ubesværet fra en spisebordsstol eller fra sengekanten og over i kørestolen
- Skubbehåndtagene skal kunne højdeindstilles, så de passer til forskellige ledsagere
- De store hjul skal være nemme at klikke af – både for udskiftning, men i lige så høj grad for at gøre kørestolen lettere at transportere
- Kørestolen skal være sammenklappelig, så den kan medbringes i bagagerummet på en almindelig personbil
Hvis du bruger de ovenstående krav som en tjekliste er du godt på vej.
4. Skal kørestolen bruges indendørs?
Hvor en billig kørestol normalt kun kommer med en sædebredde på 44 eller 48 centimeter, kan du blandt dyrere modeller normalt vælge mellem en række forskellige sædebredder.
Til udendørs brug er det en fordel at sædet er lidt bredere end dig selv, da der så også er plads til en tyk frakke om vinteren. Bredden kan imidlertid hurtigt blive en ulempe hvis kørestolen primært skal bruges indendørs, da det så bliver sværere at komme rundt med den. Med en smal kørestol kan du lettere komme gennem dørene og forbi forskellige møbler. Hvis kørestolen er til indendørs brug anbefaler vi desuden at du læser vores vejledning til hvordan du vælger de bedste ramper til dørtrin.
Hvor kan jeg finde mere information?
Som vi skrev i indledningen findes der kun et begrænset antal hjemmesider i Danmark, hvor du kan finde mere information omkring kørestole. En af mulighederne er at besøge Kørestol.com, en ny dansk hjemmeside, som udelukkende beskæftiger sig med anmeldelser og vejledninger omkring rullestole.